42412647 info@mindhero.dk

Det har betydning, at tilgive det der var i fortiden, - for at være med det der er i nutiden og fremtiden.

Da jeg gik i 1 klasse var mine klasselærer meget bekymret for mig, da jeg ofte var i min egen fantasiverden, urolig, kunne ikke koncentrere mig, bogstaverne hoppede og desuden var jeg et ”ørebarn”. Jeg var nok også lettere ordblind, men det har jeg aldrig fået undersøgt. De ville gerne have at jeg skulle flytte til en special skole, da de vurderede at jeg ikke var egnet til folkeskolen. Min mor insisterede på, at jeg var normal begavet og at jeg bare skulle have lidt mere hjælp og støtte.  Jeg var super sensitiv og let at distrahere som barn og havde derfor svært ved at koncentrere mig, hvis der var larm eller uro fra de andre børn. Min mor tog mig derfor til Volf klinikken i Hellerup, da jeg var 6-7 år. Jeg kan ikke huske hvor langtid jeg gik der, men jeg kan huske en meget venlig gammel mand, måske var det Chr. A. Volf og hans lydstudie med kæmpe store højtalere. Jeg skulle så sidde i det lydisolerede rum med høretelefoner på og lytte til lyde. Jeg kender ikke til den teoretiske baggrund, men forløbet var en succes og jeg blomstrede og kunne koncentrere mig i længere tid. Dog med støtte fra lærer og mine forældre, som ikke altid var en succes, da de nok manglede overskuddet og den pædagogiske tilgang.  Lektietiden endte ofte i tvang, skænderier og dårlig stemning.

Jeg fik aldrig lært at strukturere og planlægge min skoletid og ofte sad jeg aftenen inden en aflevering og kunne næsten ikke overskue at lave hele opgaven. Og det betød også at kvaliteten var dårlig, da jeg var i tidspres og stresset. I øvrigt så var alkohol og en utilregnelig mor også en medvirkede faktor i min barndom for, hvor modtagelig jeg var for læring og mit mentale overskud. Mine forældre lærte mig ikke om disciplin, vedholdenhed og fordybelse. Eller om ro og være i rammer og omgivelser, som stimulerer og inspirere til læring. De gjorde det bedste de kunne med den bagage de havde med sig. Jeg bebrejder dem ikke, jeg er bare blevet meget bevidst om betydningen for læring, omsorg og nærvær. Jeg har fået sået en masse frø gennem min barndom og jeg tager selv lederskab for, hvilke jeg vander og giver næring. Vi bærer alle rundt med en bagage fuld af frø, som er med til at danne os som voksne. Min skoletid og at vokse op i en familie med en alkoholisk mor og en far som ikke tog ansvar, har dannet mig til den jeg er i dag- på godt og ondt. Jeg har brugt utrolig mange penge på terapeuter og behandlinger, for endelig at kunne tilgive mine forældre og vise min mor, hvordan man giver kærlighed og drager omsorg. Da begge mine forældre er gået bort, er jeg meget stolt af mig selv, at jeg tilgav dem inden de døde. Det har betydning, at tilgive det der var i fortiden, – for at være med det der er i nutiden og i fremtiden.

Jeg er nok den af mine venner, som har flest faglige ambitioner. Jeg er meget nysgerrig og holder meget af at læse faglitteratur og da jeg havde været sygeplejerske et par år, læste jeg en kandidat på universitetet. Og har efterfølgende specialiseret mig i at fremme hjernens sundhed og skabt mit eget firma Mindhero. Jeg kan jo ikke løbe fra min baggrund og jeg er stadigvæk sensitiv og ved, at det er nødvendigt for mig at være disciplineret, struktureret og hele tiden prioritere ro og fordybelse. Men jeg bruger min sensibilitet og baggrund til at se potentialerne i mine klienter og når det kommer til alt, så handler det om troværdighed og accept for hver vores bagage og for de frø vi vælger at drage omsorg for, så de kan vokse og blomstre.