fbpx

Hvad er mine super kræfter?

For nogle år siden var jeg meget tæt på at brænde ud. Jeg havde lige mistet min far og efter 2 ugers sorgperiode startede jeg et nyt job på en ny arbejdsplads. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvad var alternativet. Jeg havde jo sagt mit tidligere job op og tiden vil nok læge alle sår. Jeg kunne jo ikke vide, at min far lige pludselig ville falde om og dø af en aorta anorisme.

De første par mdr. hvor jeg kørte på arbejde græd jeg. Både over savnet af min far, men også fordi jeg ikke havde lyttet til min mavefornemmelse og var startet på en arbejdsplads, som var præget af utrolig meget kaos og dårligt arbejdsmiljø. Så jeg havde både indre og ydre kaos. Udadtil var jeg en superwoman og jeg kunne sagtens ignorere mine følelser og fortsætte min hverdag med et stressende job, små børn og en sorg, som ikke fik plads. Min mor havde fået konstateret kræft og var overgået til palliativ behandling og blev mere og mere syg. Min mand gik ned med stress og var derfor sygemeldt. Jeg kan huske, at jeg følte mig fanget i min situation- både på arbejde og privat. Jeg gik til min læge og fortalte hende, at jeg var voldsomt psykisk og mentalt overbelastet og hendes løsning var, at jeg bare skulle slappe af. Når man er overbelastet kan man ikke bare slappe af, der skal mere til.

Jeg kunne simpelthen ikke se nogen anden udvej end at fortsætte og prøve at optimere min krop, så meget som muligt. Det var meget let at dykke ned i en offerrolle, men jeg tog ansvar og prøvede at opbygge min krop med sund kost, fridage, frisk luft, motion, healingmassage, være sammen med mine nære relationer og bede om hjælp til praktiske ting. Jeg tog på mindfulness kursus og mediterede. Jeg synes, jeg gjorde alle de rigtige ydre tiltag. Da min mor var i hendes terminale fase lyttede jeg endelig til min mavefornemmelse og tog plejeorlov og var sammen med hende. Da jeg lukkede døren til kontoret, kom jeg aldrig igen. Jeg forlod mit trygge og spændende job med uvished om fremtiden, men med håbet om noget bedre og mere værdifuldt. Jeg har ikke fortrudt.   

Jeg har altid været meget nysgerrig på mental sundhed og optimering af kroppen med motion, kost og bevidsthed.  Og efter jeg gav plads til sorgen over tabet af min forældre og tog ansvar for mit personlige lederskab, oplevede jeg meningen i det meningsløse.  

Hvad er biohacking?

Biohacking er en systemisk tankegang, hvor kroppen ses som et komplekst system, som kan analyseres og optimeres. Når man hacker et system, handler det om at finde svaghederne og udnytte dem, da de svageste punkter kan få hele systemet til at bryde sammen. De samme principper bruger man i biohacking, men man udnytter sin viden om sin krops ´svagheder´ til at kompensere for disse. I stedet for at udnytte svaghederne, bruger man sin viden til at gøre kroppen stærkere og sundere. De fysiologiske elementer brydes ned i hovedelementer, som f.eks. nervesystemet, tarmflora og søvn.

Du kan forestille dig, at kroppen er et stort hus med mange rum, som du kan gå på opdagelse i. Men hvis et hus ikke har et solidt fundament, vil det påvirke husets tilstand. Ved brug af bevidsthed. teknologi og tests kan du lege med din krop og registrere ændringer af de tiltag som du udfører på dit hus. Du skal bruge denne bevidsthed om kroppen til at lærer den bedre af kende og dermed skabe et stærkt fundament. Teknologi kan være dit værktøj, men du må teste og prøve dig frem. Du kan blive vejledt og få hjælp, men det er dig som bor i huset og dermed dig som skal foretage ændringerne i hverdagen.

Formålet med biohacking er, at få mere energi (fysisk og mentalt), bedre søvn og en generelt sundere krop og dermed et sundere liv. At biohacke handler om at tage sit eget liv i egne hænder, om kærlighed til sin krop, at spise sund og nærende kost med gode fedtstoffer uden pesticider, kemikalier, mv. At opholde sig i naturen, høre musik (binaural beats), nærvær, meditation og søvn. Kort fortalt handler biohacking om at vælge det bedste for én selv – for et valg har man altid!

Jeg ønskede, at optimere min fysiologiske krop, mentale sundhed og spirituelle evner, for at være den bedste udgave af mig selv. Dette ville også påvirke mit ægteskab og mine børn, mit arbejdsliv og den måde jeg ser verdenen på.

Jeg er derfor meget nysgerrig på min krop og hvordan jeg kan optimere den optimalt med motion, kost og bevidsthed om interne og eksterne faktorer. Når jeg vejleder kunder om deres potentialer, er mit udgangspunkt at optimere kroppen og skabe bevidsthed om interne og eksterne rutiner og ritualer.

Tak fordi du læste med, jeg håber, du er blevet beriget med ny viden.

Kh Mette